Natura 2000-områderne er et netværk af naturområder i EU, der er udpeget for at beskytte og bevare naturtyper og vilde dyre- og plantearter, som er sjældne, truede eller karakteristiske for EU-landene.
I Danmark er der udpeget mere end 250 Natura 2000-områder, herunder Ramsarområder, Habitatområder og Fuglebeskyttelsesområder. Udbredelsen af Ramsar- og Habitatområder ved Als Odde er vist i oversigterne herunder.
Ramsarområde er et internationalt beskyttet vådområde (naturreservat). For at beskytte de mest værdifulde vådområder blev der i 1971 indgået en international aftale i Ramsar i Iran. Aftalen fik navnet Convention on Wetlands of International Importance, men kaldes som oftest kun for Ramsar-konventionen.
Ramsarområder er vådområder med så mange vandfugle, at de har international betydning og skal beskyttes. Danmark tilsluttede sig konventionen i 1977, og indtil nu har 154 lande tilsluttet sig.
Landene forpligter sig til at lægge vægt på bevarelse og samarbejde om beskyttelse af vådområder, og oprette Ramsarområder. Der er på verdensplan i alt udpeget 1650 Ramsarområder (marts 2007) med et areal på over 1,49 mio. km².
I Danmark er der udpeget 27 Ramsarområder, med et samlet areal på 7.400 km². De fleste findes i de lavvandede kystnære dele af de danske farvande.
Habitatområde er et naturområde, der er beskyttet efter EUs Habitatdirektiv fra 1992, som forpligter EU's medlemsstater til at bevare naturtyper og arter, som er af betydning for EU. Det gøres ved at udpege habitatområder for at bevare og genoprette vores natur. Hvert område er udvalgt for at beskytte bestemte naturtyper og arter af dyr og planter.
Habitatdirektivet omfatter mere end 200 naturtyper og 700 arter af planter og dyr, hvoraf der findes ca. 60 naturtyper og mere end 100 arter i Danmark.
I Danmark findes der 261 habitatområder med et samlet areal på ca. 19.300 km², hvoraf hovedparten er hav.